Afgifter hænger i en tynd tråd

Allerede en måned før forårssamlingen er opbakningen til et lovforslag begyndt at smuldre.
13. februar 2014 11:13

Det handler om Naalakkersuisuts ønskede afgifter på byggemaskiner og snescootere.

- At sammenligne snescootere med biler, når det gælder afgifter, er ikke naturligt. Derfor er jeg uenig med Naalakkersusiuts forslag, siger Siumuts Kristian Jeremiassen.

Med sin modstand kan han spænde ben for et lovforslag fra sit eget parti om en ny årlig afgift på 900 kroner til snescooterejere.

Modstanden er nemlig stor hos Demokraterne og IA.

- Vi fra IA er dybt chokeret over, at Naalakkersuisut har lavet forslag om afgifterne, for da Siumut var i opposition, var de meget imod afgifterne. Og nu har de lavet et forslag om afgifter, der er alt for højt, siger IA's medlem af erhvervsudvalget, Aqqaluaq B. Egede.

Radioavisen talte også med et andet medlem af finans- og skatteudvalget nemlig formanden, Jens Imanuelsen. Han ville ikke udtale sig, fordi han endnu ikke er helt afklaret på spørgsmålet om nye afgifter.

Det er et tegn på, at Naalakkersuisut er uforberedte, mener Aqqaluaq B. Egede.

- Naalakkersuisut laver bare forslag, uden først at forhøre sig om, hvad borgere mener.

I det ene koalitionsparti Atassut, er man heller ikke klar til at købe den fulde afgiftspakke med afgifter på alle slags byggemaskiner.

Partiformand, Gerhardt Petersen, at han hælder til en model, hvor det kun er motorkøretøjer, der bruger vejnettet, som der skal kunne opkræves en afgift på, lig det forslag, som Permagreen-direktør, Preben Kold, foreslog i går.

Uden opbakning fra alle siumuttere og det næststørste parti, IA, ser det allerede sort ud for  lovforslaget i sin nuværende ordlyd, der ellers skulle skaffe 8-10 millioner kroner til landskassen.