Aalborg overvejer repræsentation i Grønland

Flere og flere lande åbner repræsentationer i Grønland. Nu overvejer Aalborg Kommune også, om de skal gøre det samme.
Skrevet af Martine Lind Krebs
24. juni 2014 05:53

Ifølge Nordjyske Stiftstidende er forslaget en del af en ny strategi for kommunens internationale samarbejde, som i går blev godkendt af kommunens øverste ledelse, Magistraten.

Strategien har 5 områder, hvoraf det ene hedder Arktis.

- Det er ikke noget, som vi har gjort endnu, men noget, som vi tænker på, siger borgmester Thomas Kastrup-Larsen til Nordjyske Stifttidende.

Aalborg er venskabsby med Nuuk og Ittoqqortoormiit, og det blev der på samme møde besluttet ikke at ændre ved, selv om Aalborg er den danske by med flest venskabsbyer.