25-års jubilæum med vandkraft fejres

I år er det 25 år siden, at vandkraftværket i Buksefjorden blev indviet. Og dermed lagde grunden til at vandkraft siden er blevet den vigtigste energikilde i Grønland.
Skrevet af Karsten Sommer
21. august 2018 11:30

Det synes både Naalakkersuisut og energiforsyningsselskabet Nukissiorfiit skal fejres. Det vil ske ved en række arrangementer og konkurrencer op til selve jubilæumsdagen, den 1. oktober i år.

- For det VAR en god ide at satse på vedvarende energikilder, udtaler Naalakkersuisoq for Erhverv og Energi, Aqqalu Jerimiassen:

- Investeringerne i vandkraft har vist sig at være til stor gavn for os alle - både miljømæssigt og økonomisk.
Og vi skal fortsætte i den retning, og udnytte vedvarende energi endnu mere, understreger Aqqalu Jerimiassen.

LÆS OGSÅ Vandkraft skal trække investorer til Grønland

Buksefjordens Vandkraftværk har siden 1993 forsynet Nuuk med el og varme. Og i dag er hele 99 % af den energi, Nukissiorfiit leverer til borgerne i Nuuk, baseret på vedvarende energi. Det er Naalakkersuisuts mål, at vedvarende energi i 2030 skal benyttes overalt hvor det er muligt.

- Det gælder vandkraft, men også sol- og vindenergi, udtaler Naalakkersuisoq for Erhverv og Energi.

Markeringen af 25-årsjubilæet starter allerede næste tirsdag, den 28.august på Nuuk Lokalmuseum når de viser  en ny kortfilm om Buksefjordsværket.

Fejringen vil løbende kunne følges i hele landet på Nukissiorfiits hjemmeside www.nukissiorfiit.gl og Nukissiorfiits Facebook-profil.