18-årige Gudrun er som sunket i jorden

Der er indtil videre ingen spor efter 18-årige Gudrun Sanimuínak', der forsvandt forrige weekend efter en tur i byen i Qaqortoq.
Skrevet af Kenneth Elkjær
24. november 2017 13:50

Torsdag hjalp frivillige med at lede efter den 18-årige kvinde ved at søge i Qaqortoq og området omkring byen. Men uden held.

- Der er fortsat ingen spor af hende, lyder den nedslående melding fra regionsleder Laila Fleischer fra politiet i Kujataa.

De frivillige havde planlagt at fortsætte eftersøgningen fredag eftermiddag, men en kraftig storm har aflyst den plan.

Tidligere på ugen var Arktisk Kommando i Qaqortoq for at bistå politiet med skibe og en helikopter. Men de fandt heller ikke spor efter den 18-årige kvinde, der sidst er set natten til søndag den 12. november på værtshuset 'Rockhouse' i Qaqortoq.

- Vores videre arbejde er meget besværet af, at vi har så lidt information at arbejde med. Vi har kun fået to henvendelser, siden vi efterlyste hende for en uge siden, siger Laila Fleischer.

LÆS OGSÅ Stor eftersøgning gav ingen resultater - frivillige klar til at hjælpe

Politiet gennemgår i øjeblikket sagen igen for at se, om der er noget, de kan have overset.

Samtidig opfordrer politiet fortsat alle, der kan have set eller hørt noget om, hvor Gudrun Sanimuínak' befinder sig, til at henvende sig.

LÆS OGSÅ Helikopter, dykkere og skibe sat ind i eftersøgning af Gudrun

Men Laila Fleischer beder også den forsvundne teenager om at give lyd, hvis hun sidder et sted og gemmer sig.

- Ring til din institution eller til politiet, selvom du måske føler skam eller noget andet. Ring og sig, at du har det godt, hvis du sidder derude et sted, siger Laila Fleischer, der pointerer, at politiet ikke har oplysninger om, at der skulle være sket en ulykke eller noget kriminelt i forbindelse med Gudrun Sanimuínak's forsvinden.

- Men mange er bekymret for hende. Ikke bare familie og venner, men også almindelige borgere i Qaqortoq. Det viser den frivillige eftersøgning, siger regionsleder Laila Fleischer fra politiet i Kujataa til KNR.

Politiet i Kujataa kan kontaktes på 701122. Alternativt kan politiets vagtcentral kontaktes på 701448.