Øget patruljering vil ikke løse hash-problem

11. januar 2005 16:32

Politiet i Nuuk afviser, at man får bugt med hashhandlen i hovedstaden ved at sætte flere betjente på gaden. Borgmester Agnethe Davidsen (Siumut) har ellers efterlyst, at politiet bliver mere synligt, så man på den måde får gjort noget ved problemet.

- Vi løser ikke problemet ved at være mere synlige i bymidten. Så flytter vi blot problemet til en anden bydel, siger stationsleder Karl-Henrik Simonsen fra politiet i Nuuk.

Han afviser desuden, at politiet ikke gør en indsats for at komme problemet til livs. Politiet i hovedstaden havde sidste år 141 sager om hash og konfiskerede i den forbindelse over 30 kilo af det forbudte rusmiddel. To gange om året laver politiet i Grønland målrettede aktioner for at fange hashsmuglerne og hashhandlerne.

- Desuden viser politiet sig mindst to gange om dagen i bymidten, siger Karl-Henrik Simonsen.

Stationslederen peger samtidig på, at politiet er nødt til at fordele ressourcerne. Hash er ikke det eneste problem, politiet står med. For eksempel var der 700 husspektakler og mange tyverier sidste år, siger Karl-Henrik Simonsen.