Én pakke snus for 150 kroner

Inatsisartut tager til efterårssamlingen stilling til et forslag, der betyder, at du gennem afgifter skal betale mere for transport, varme, kød og røgfri tobak. Brugseni fortæller, at din lille pakke snustobak kommer til at koste hele 110 kroner mere.
11. september 2015 16:28

Et forslag, der gerne skal give Landskassen 96 millioner kroner.

Benzinen til din sejltur koster fremover 45 øre mere per liter. Og ikke bare din sejltur bliver dyrere. Varmeudgifterne stiger ligeledes, da afgifterne til gas- og dieselolie stiger med 45 øre. Også det importerede kød bliver dyrere fremover. Afgiften på kylling og andet importkød bliver nemlig fordoblet, så du skal betale 10 kroner mere, hver gang du køber et kilo kød, fortæller Brugsenis hovedkontor.

Læs også Afgiftsstigning på sukker, kød og tobak på vej

Hverken lamme- eller fårekød bliver dog berørt af afgiftspakken, og Naalakkersuisut mener derfor, at forbrugere vil købe flere grønlandsk producerede fødevarer. Men den påstand er Brugseni skeptisk overfor. De mener ikke, at forbrugerne vil ændre deres købevaner hen over natten. 

Tilhører du den lækkersultne type, bliver du også ramt af politikernes evige jagt på flere kroner til fælleskassen. Afgiften på chokolade stiger nemlig også, så en Marabou-plade vil koste 6 kroner mere, end den gør i dag. 

Endelig skal de tobakshungrende bidrage mere til fællesskabet. Denne gang er det dog kun de røgfri tobaksvarer, der står for tur. 

Læs også SIK-formand: Afgiftsstigning rammer hårdt

I dag koster en pakke snustobak som ’Oliver Twist’ 40 kroner i Brugseni. Men hvis dette lovforslag bliver vedtaget af Inatsisartut, vil snusen komme til at koste 150 kroner, fortæller Brugseni.