Johan og Doris lægger pres på EU-kommissær

Doris Jakobsen og Johan Lund Olsen har sammen skrevet et brev til den danske EU-kommissær Margrethe Vestager i sagen om EU’s planlagte stramninger inden for EU’s sælskinds-import.
Foto © : Trine Søndergaard/Radikale Venstre
21. maj 2015 08:44

I brevet takker de to folketingspolitikere for et møde i Bruxelles, som kommissæren for nyligt deltog i sammen med en dansk-grønlandsk delegation. 

På mødet blev der bl.a. talt om en oplysningskampagne, som EU nu vil sætte i gang for at oplyse politikere og andre indbyggere i EU om inuit-sælfangst og levevis. Kampagnen skal være med til at fortælle omkring bæredygtigheden inden for sælfangst og vigtigheden af erhvervet for de grønlandske fangere.

4. juni bliver afgørende
Og det er af stor betydning, at Margrethe Vestager, som efter en lang karriere i dansk politik i efteråret blev konkurrencekommissær i EU, bakker Grønland og Danmark om i deres protester over EU’s varslede stramninger af inuit-undtagelsen. Den 4. juni skal Udvalget for Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse (IMCO-udvalget) i EU nemlig tage foreløbig stilling til sagen. 

Og selv om EU’s kommissærer officielt ikke må varetage deres egne landes interesserer, håber Johan Lund Olsen alligevel, at Vestager kan påvirke EU-parlamentarikerne:

- Da Margrethe Vestager som bekendt for tiden er Konkurrencekommissær i EU, er det vigtigt og helt naturligt at holde hende fast på opbakningen til grønlandsk sælfangst. Det er formålet med vores brev, og jeg håber, at hun kan gøre sin indflydelse gældende i denne sag, der betyder rigtig meget for hele det grønlandske samfund, udtaler Johan Lund Olsen i en pressemeddelelse.

LÆS OGSÅ Inuit Silas sælkampagne får stor opmærksomhed

I denne uge har en delegation fra kampagnegruppen Inuit Sila været i EU’s anden parlamentsby, Strassbourg i Frankrig for at gøre opmærksom på sagen. Også Doris Jakobsen deltog her, og det har givet hende fornyet håb om, at sagens alvor er ved at gå op for flere:

- Jeg er glad for, at det er en sag, som vi kan stå sammen om, både fra grønlandsk og dansk side og på tværs af partier. I Strasbourg har jeg med egne øjne kunnet se interessen fra EU-parlamentarikere og internationale medier. Jeg håber, at vi med brevet til Margrethe Vestager også vil fange hendes opmærksomhed og få en mere direkte støtte fra hende i denne sag, udtaler Doris Jakobsen i en pressemeddelelse.