Socialdemokratiet: Tiden er inde til en undskyldning

Hvis Socialdemokratiet vinder det kommende folketingsvalg, får de 22 børn fra Grønlandseksperimentet en undskyldning.
Socialdemokratiet vil give en undskyldning til de 22 børn, der blev en del af Grønlandseksperimentet i 1951.
Allattoq Mette Nørmark
apriilip 26-at 2019 19:19

Skal 22 grønlandske børn have en officiel undskyldning for at være en del af Grønlandseksperimentet i 1951? 

Dét diskuterede Folketinget i dag på baggrund af Aaja Chemnitz Larsens forslag. 

Og her var der overraskende nyt fra talerstolen. 

A: Tiden er inde til en undskyldning 

Mens skiftende danske regeringer i årevis har afvist at undskylde, er der nye toner fra Socialdemokratiet. 

Det omtaler Sermitsiaq.ag. 

Her lovede Socialdemokratiets ordfører, Karin Gaardsted, nemlig, at Grønland får en officiel undskyldning, hvis de får magten efter det kommende folketingsvalg. 

- Tiden er nu inde til at give de 22 grønlandske børn en undskyldning for det svigt, de var udsat for. Også selvom det er mange år siden. Alle børnene har lidt under denne tvangsflytning til Danmark, siger Karin Gaardsted. 

Det er 68 år siden, at de 22 grønlandske børn måtte sige farvel til deres familier for at blive sendt til Danmark. 

Her skulle de lære om det danske sprog og kultur for senere at blive sendt tilbage til Grønland som spydspidser i en modernisering af landet. 

Men børnene vendte aldrig tilbage til deres grønlandske familier. I stedet blev de sendt på børnehjem i Grønland. 

I dag er der blot seks tilbage af de 22 børn. 

Regeringen afviser 

Mens at Socialdemokratiet altså åbner op for at give de sidste overlevende børn fra eksperimentet en undskyldning, så afviser børne- og socialministeren, Mai Mercado: 

- For regeringen er spørgsmålet om en undskyldning principiel. Det gælder også for den her sag. Regeringen mener ikke, det kan lade sig gøre at dømme fortidens beslutninger ud fra den viden og ud fra de værdier, vi har i dag. 

Ministeren henviste i stedet til den undersøgelse, der skal klarlægge, hvad der egentlig skete i 1951. 

Undersøgelsen blev aftalt mellem Kim Kielsen og Lars Løkke Rasmussen og skal efter planen være færdig om 14 måneder.