SIK: nej til udenlandske kolleger i fiskeindustrien

Fiskerne i Sisimiut efterlyser udenlandsk arbejdskraft, så de kan indhandle deres fisk til Royal Greenlands fabrik.
Assi © : KNR
juulip 01-at 2016 14:59

For der mangler arbejdskraft på fabrikken, og den er helt nødvendig, hvis ikke vi skal brænde inde med vores fisk, siger formand for de kystnære fiskere i Sisimiut, Adam Dahl.

- Det er umuligt på anden måde. Hvis man skal tage landets indtjening seriøst, så må man sige til befolkningen, at hvis I ikke vil arbejde, må vi skaffe arbejdskraft fra udlandet, siger Adam Dahl.

 

Royal Greenland åben for ideen

Royal Grenlands fabrikschef i Sisimiut kan godt følge ideen.

- Udenlandsk arbejdskraft kan vi også overveje her hos os. Som vi ser det, er der ikke tilstrækkeligt med kvalificeret arbejdskraft blandt vores landsmænd, siger Hans Lars Olsen, der leder Royal Greenlands fabrik i Sisimiut.  

Han oplyser også, at der i Sisimiut er registreret 50 arbejdssøgende.

Men formand for SIK Jess. G. Berthelsen afviser pure, at der skal hentes udenlandsk arbejdskraft til Sisimiut:

- Nej, det synes jeg ikke er OK, siger SIK-formanden til KNR.

 

Mangler flere folk

Royal Greenland skriver ellers på sin hjemmeside, at selskabet også mangler 20 medarbejdere i Maniitsoq og 30 i Qasigiannguit. Men det får ikke SIK-formand Jess G. Berthelsen til at ændre mening:

- Nej, det gør det ikke. For der er 3000 arbejdsløse langs kysten. Og vi er lige nu i dialog med Royal Greenland om mulighederne for at rekruttere 50 mand fra kysten til Sisimiut, siger Jess G. Berthelsen.

Ifølge SIK-formanden Jess G. Berthelsen er SIK sammen med Royal Greenland lige nu ved at kigge på, hvorfor medarbejderne bliver væk fra Royal Greenlands fabrik. Og det handler blandt andet om lønnens størrelse og samspillet med offentlig hjælp, siger Jess G. Berthelsen:

- Vi er i gang med at kigge på overenskomster. Vi er i gang med at kigge på bonusordninger og på de sociale ydelser.

Holder du dine medlemmer hjemme lige nu, for at I kan presse Royal Greenland til bedre løn og bonus?

- Nej, det gør jeg nu ikke. Men vi ved også, at man er i gang med at oprette en ny arbejdsplads i Sisimiut inden for fiskeindustrien. Og så vidt jeg hører, tager Royal Greenlands medarbejdere job i den nye fiskeindustri, åbenbart fordi de tilbyder en højere løn. Det er godt med konkurrence, fastslår SIK-formand, Jess G. Berthelsen.