Grønland skal dele olie-milliarder

juulip 24-at 2006 14:22

Kampen om alle de mulige olie-milliarder er skudt i gang. Efter at 12 af verdens største olieselskaber har været på visit i Ilulissat for at høre om mulighederne for at udvinde olie, er debatten om, hvem der skal skumme fløden – hvis der er fløde – begyndt.

Søndag aften kunne danske tv-seere se landsstyre-medlem for råstoffer, Jørgen Wæver Johansen, i nyhedsprogrammet Deadline, sige, at Grønland skal have hele fortjenesten.

- Det er der ingen tvivl om, og du kan spørge enhver grønlandsk politiker, og du vil få et nogenlunde samstemmende svar i den henseende, sagde han.

Han mener, at Grønland selv skal klare hele olie-eventyret - både udgifter og indtægter.

Men der gør landsstyremedlemmet regning uden vært. De danske politikere er nemlig ikke enige i, at Danmark ikke skal have glæde af de eventuelle milliarder.

Der er forskellige syn på, hvor meget der skal tilfalde Grønland, men både Dansk Folkeparti, De Konservative og SF vil smage olie-kagen, hvis den findes.

Per Ørum Jørgensen, der er medlem af selvstyre-kommissionen mener, at det eventuelle olie-overskud skal modregnes krone for krone i bloktilskuddet:

- Der bør være en sammenhæng mellem rettigheder og pligter. Hvis man finder olie, så mener jeg, at et eventuelt overskud skal modregnes i bloktilskuddet, siger han.

Og til Ritzau siger Søren Espersen fra Dansk Folkeparti.

- Grønlænderne nyder i dag godt af Nordsø-olien og dansk produktivitet, så det er en utænkelighed for os, at Grønland skal have alt det, der bliver fundet. Vi kan ikke nøjes med bare at modregne i bloktilskuddet, hvis der bliver tale om enorme summer. Vores holdning er, at dele indtægterne, siger han.