Bygderne kræver større kompetence

Allattoq Karsten Sommer
juunip 18-at 2006 17:21

Landsstyreformand Hans Enoksen er nu på tilbagetog i spørgsmålet om bygdebestyrelsernes nedlæggelse.

Det fortæller den afgående formand Karl Tobiasen fra bygdernes fællesorganisation KANUNUPE til Radioavisen.

Spørgsmålet har været et af de vigtige diskussionspunkter på den netop overståede bygdekonference i Sisimiut, hvor Hans Enoksens oplæg fra Landsstyret lagde op til en nedlæggelse af bygdebestyrelserne i forbindelse med de kommende kommunesammenlægninger.

- Samtlige delegerede fra bygderne var for bevarelse af bygdebestyrelserne, og den holdning lovede Hans Enoksen at tage højde for i de videre forhandlinger mellem Kanukoka og Landsstyret, siger Karl Tobiasen.

Bygderepræsentanterne krævede desuden større selvstændig økonomisk kompetence til bygderne:

- Vi bygdefolk i Uummannaq Kommune har i lighed med to andre kommuner fuld kompetence over vores bygder og det er det man ønsker at der skal lovgives om i landstinget.

- I dag står der blot at kommunen kan vælge at give en styrelseskompetence til bygderne, og det er det som deltagerne fra bygdekonferencen ønsker at lave om, således at kommunerne er forpligtigede at give kompetencen videre til bygderådene, siger Karl Tobiasen til Radioavisen.

Hvis loven bliver en realitet og træder i kraft i 2009, så er det nødvendigt at uddanne bygderådsmedlemmer samt eventuelle kontorpersonaler.