Forældrene glade for Atuarfitsialak

Allattoq Karsten Sommer
juunip 14-at 2006 15:02

Det var en flok stolte børn fra 3.klasse på Kangillinnguit Skole i Nuuk, der i går aftes samledes for at modtage diplomer for at have gennemført Atuarfitsialaks ”yngstetrin”.

Klassetrinene fra første til tredje klasse udgør det første af de tre moduler i Atuarfitsialaks 10-årige skoleforløb, og diplomuddelingen er tænkt som en opmuntringspris til børnene på tærsklen til Den Gode Skoles 2.modul.

På Kangillinguit Skole havde man valgt at gøre en fest ud af det – med sang – dans og højtidelig diplomoverrækkelse. Børnene var rigtig glade for deres diplomer og forældrene udtrykte også tilfredshed med Atuarfitsialak.

- Vi havde ellers overvejet den ny privatskole, men har besluttet at vælge den fra, og fortsætte her. Vi snakkede lige med et par forældre om at Den Gode Skole er meget undervurderet. Man snakker for meget om hvor dårlig den er. Jeg mener rent faktisk at der er mange positive ting ved den, siger en af forældrene, Finn Jeppesen.

Rita Thomsen er afdelingsleder for yngstetrinnet på Kangillinnguit Skolen. Hun tror det er sundt for børnene at lære at se deres skolegang som et forløb, der udvikler sig.

- Det er vigtigt at børnene lærer at selvreflektere over den undervisning de har fået, og oplever at når de første tre år er gået, så skal de i gang med næste trin, siger Rita Thomsen.

Hun synes at der er stor forskel på børnene i dag, i forhold til den ”gamle” skole.

- Det er dygtige børn, der har meninger og er engagerede. Og forældrene viser meget større interesse for skolen end før. De møder op, stiller spørgsmål, og vi møder dem som ligeværdige personer. Det tegner godt for fremtiden, slutter Rita Thomsen.