Kinesisk besøg i Narsaq - efter fisk

juunip 11-at 2006 13:45

Kina kan blive et meget interessant eksportmarked for det grønlandske fiskeri.

Det mener konsulent for Miljø og fiskeprojekter Lars Brünner fra rådgivningsfirmaet Carl Bro i Danmark. Han er lige nu i Narsaq sammen med Chen Wen Wu – ejer af et fiskeproduktfirma i Nordkina.

- Der er ingen tvivl om, at der kan laves aftaler om eksport fra Grønland til Kina – og vi håber, at der er forretningsaftaler på plads inden vi rejser, siger Lars Brünner.

Og der er mange forskellige muligheder for eksport-produkter til Kina i det grønlandske fiskeri, siger en optimistisk erhvervschef i Narsaq, Karl Høegh.

- Vi har under det kinesiske besøg kigget på alle de fiskearter som kan bringe op fra farvandene ved Narsaq – og det med interesse fra kinesernes side, siger Karl Høegh.

Også på kinesisk lyder der optimistiske toner.

- I går har vi set mange fiskeprodukter som det er meget interessant at markedsføre i Kina som har det største marked i verden, siger Chen Wen Wu – fra den nordkinesiske fiskeindustri.