KNAPK: Forhastet narhvalsbeslutning

juunip 09-at 2006 09:35

KNAPK mener at landsstyret har forhastet sig i sagen om eksportstop af narhvalsprodukter.

- De skulle have ventet på Naturinstituttets seneste tællingsresultater, siger fangernes formand.

Her til formiddag holdt fangerorganisationen møde om landsstyrets stop for eksport af narhvalsprodukter. Og beslutningen falder bestemt ikke i god jord hos KNAPK.

- Den beslutning er taget på et alt for løst grundlag – ud fra tal man ikke kan stole på er korrekte, siger formand Peter Olsen i en kommentar.

Han mener, at Landsstyret skulle have ventet på resultaterne af de tællinger, som Naturinstituttet netop har afsluttet. En tælling som KNAPK er mere tilfredse med end de foregående.

Naturinstituttets direktør, Klaus Nygaard har også store forhåbninger til flytællingen, som han vurdere som meget vellykket.

- Men den er jo kun lige overstået, så man skal ikke forvente noget resultat før næste år, siger han.

Når resultaterne kommer, skal tallene sendes videre til NAMMCO, der så vil vurdere dem på deres næste møde.

- Hvis resultaterne viser noget helt andet end hidtil, så KAN det være, at NAMMCO vælge at ændre deres anbefalinger. Men normalt skal der mere end én hvaltælling til, siger direktøren.

Naturinstituttet har efterhånden anbefalet en reduktion af kvoterne i nogle år, så i modsætning til KNAPKs formand, mener Klaus Nygaard, at reaktionen fra landsstyret kommer lidt sent.

Dette års kvote var oprindelig på 260 narhvaler, men lige efter valget i december, besluttede det nye landsstyre at udvide kvoten med yderligere 50 dyr. Altså 310 narhvaler i alt, hvilket resulterede i en reel kvotestigning på 10 dyr i forhold til året før.