Qaanaaq kommune skal på slankekur

juunip 08-at 2006 10:11

Qaanaaq kommune skal spare på alle områder – det var borgmesteren Johanne Nielsens budskab til byens borgere på et borgermøde tirsdag aften.

- Qaanaaqs borgere må have tålmodighed med os, vi vil prøve at rette op på økonomien, men lige nu har vi kun råd til at betale det allermest nødvendige, sagde borgmester Johanne Nielsen på et borgermøde i Qaanaaq i tirsdags.

- Årsagen til de økonomiske problemer er blandt andet, at kommunen i lang tid har manglet inkasso-folk, så borgerne skylder kommunen mange penge, som ikke er blevet indkrævet, siger Johanne Nielsen.

Ifølge borgmesteren var der god opbakning til borgermødet.

- Jeg fik den samme opbakning som altid, eller lidt bedre, siger borgmester Johanne Nielsen.

Max 10 personer ud af byens 850 borgere dukkede op til borgermødet, oplyser fungerende kommunaldirektør Poul Alex Jensen.

Han fortæller desuden, at der har været en dårlig styring af økonomien, der ligger for eksempel et år gamle regninger, som ikke er blevet betalt.

Kommunen skylder 3,2 millioner til Nukissiorfiit, men pengekassen er tom.

- Vi kan kun afholde de udgifter, som man ifølge lovgivningen skal betale og vi er nødt til at skære ned på alt, siger kommunaldirektøren.

Kommunen har tilkaldt en regnskabsmedarbejder, der har prøvet at skabe overblik over kommunens økonomi, men ifølge kommunaldirektøren mangler kommunen stadig overblik, så regnskabsmedarbejderen er kaldt tilbage igen for at hjælpe til.

Fungerende kommunaldirektør Poul Alex Jensen oplyser, at Qaanaaq kommune i går sendte en ansøgning til hjemmestyret om at hjælpe til med et lån på 7 millioner kroner.