Far: udviklingen medskyldig i gældsatte fædre

juunip 07-at 2006 15:19

Borgerne skylder kommunerne over 200 millioner kroner i A-bidrag. Og for skyldnerne kan regningen hurtigt vokse.

Men samfundsudviklingen bærer en del af ansvaret, mener en af de fædre, der selv har båret rundt på en gæld til et barn, han ikke vidste han havde.

Morten Møller er 40 år gammel, og for nogle år tilbage fandt han ud af, at han var far til en 7-årig dreng. Pludselig stod han med en gæld på omkring 25.000 kroner.

- Det var et stort chok for mig at vide at jeg var far til et 7-årigt barn. Og chokket blev ikke mindre af at få en stor regning. Derfor var jeg ved at opgive det hele. Men efter at have tænkt mig om, accepterede jeg situationen og begyndte at afdrage børnebidraget, siger Morten Møller.

I hans øjne er den måde det grønlandske samfund har udviklet sig på medskyldig i at mange gældsætter sig.

- Udviklingen startede for 50-60 år siden i Grønland, hvor de fleste boede i samme hus og kunne hjælpe hinanden uanset hvad.

Og nu er forholdene fuldstændig ændret: de fleste bor for sig selv. Udviklingen er gået så stærkt, at mange ikke kan følge med og ikke har lært, hvordan man begår sig i den nye samfundskultur, mener han.

- Vi bliver nødt til at lære hvordan tingene hænger sammen i udviklingen, blandt andet at kunne afdrage diverse regninger, siger Morten Møller.

Efter hans mening bør indlæringen af sådanne kvaliteter begynde allerede i den gode skole, og at politikerne derfor bør tænke sig grundigt om, så flest muligt kan følge med udviklingen.