Folketingsudvalg skal ikke til ICC-møde

juunip 07-at 2006 10:58

ICC’s kommende generalforsamling bliver uden Folketingets miljø-ordførere. Den cirkumpolare inuit-organisation havde ellers inviteret miljø-og planlægningsudvalget til - for egen regning - at rejse til Barrow i Alaska. Det er her ICC holder generalforsamling i næste måned. Men miljøudvalget takker nej til invitationen.

Formanden for Miljø- og Planlægningsudvalget begrunder beslutningen med at dagsordenen er alt for bred. På dagsordenen står blandt andet klima-ændringer, men det er alligevel for bredt, mener miljøudvalgsformanden.

- Dagsordenen er så generel, at ingen i udvalget mente, at vi skulle rejse derover, siger Christian Wedell-Neergaard fra Det konservative Folkeparti.

Han oplyser, at invitationen i stedet muligvis bliver sendt til Folketingets Grønlandsudvalg.

I år er det i øvrigt tiende gang, siden organisationen blev stiftet i 1977, at der er generalforsamling - og det skete også i Barrow i Alaska. Dette års møde bliver derfor regnet for en milepæl, der skal evaluere de sidste tredive år og drøfte fremtidige aktiviteter.

Mødet finder sted fra den 9. til den 13. juli.