Selvmordsforebyggelsen i Grønland er på rette vej

juunip 05-at 2006 17:24

Paarisas 3-årige selvmordsforebyggelsesprogram som blev iværksat for 2 år siden er netop blevet midtvejsevalueret af phd-studerende ved Ilisimatursarfik, Jack Hicks, som bor i Nunavut. Og Grønland er på rette vej, mener canadieren.

- Min undersøgelse her i Nuuk har overbevist mig om, at Hjemmestyret er på rette spor med hensyn til selvmordsforebyggelse. Den nationale strategi for selvmordsforebyggelse bygger på WHO’s anbefalinger og bruger en metode, som har skabt gode resultater andre steder i verden.

Der er dog brug for mere forskning og der er brug for mere samarbejde mellem forskellige grupper i samfundet, men grundlæggende er Hjemmestyret på vej i den rigtige retning.

- Det er en situationen som er opstået over flere årtier, og den kan ikke ændres natten over. Det er nødvendigt at arbejde støt videre, ikke kun i 2-3 år, men i en længere periode på 10-20 år for at der kan ændres på situationen.

På trods af, at der er alarmerende mange selvmord i Grønland, mener Jack Hicks, at vi skal slå koldt vand i blodet, for der er ikke flere selvmord i år, end der plejer at være.

- Der har været et højt antal af selvmord i Grønland siden 1970erne, ligesom i de andre inuit-områder i Canada og Alaska. Men overordnet set er situationen stabil, antallet af selvmord om året har været uændret i de sidste 10-15 år.

Alligevel er der nogle interessante ændringer. I løbet af de sidste 15 år er der færre mænd der begår selvmord, til gengæld er der flere kvinder der tager deres eget liv, men det samlede antal har været nogenlunde konstant de sidste 15 år siger Jack Hicks.

- Jeg tror bestemt, at der er håb for Grønland, vi kan se at der er succeshistorier andre steder i verden, selv om det aldrig er let. Man kan aldrig udrydde alle selvmord, men jeg tror fuldt og fast på, at vedvarende forebyggelsesarbejde kan gøre en forskel og nedbringe antallet af selvmord i Grønland.

Der sker omkring 1 million selvmord i verden om året, heraf cirka 50 i Grønland.