GA: Landskassen vandt – fiskerne tabte

juunip 02-at 2006 10:03

Grønlands Arbejdsgiverforening kritiserer i skarpe vendinger Hjemmestyret for at tænke mere på landskassen end på de grønlandske fiskere. EU er kommet for nemt til den nye fiskeriaftale, mener formanden for GA’s brancheudvalg for fiskeri, Søren Brandt.

- Man kan sige, at Landskassen vandt, men det grønlandske fiskeri har ikke vundet noget. De såkaldte papirfisk er blevet byttet om til virkelige fisk. Det er bare kvoter til EU, så de har da fået noget for pengene, siger Søren Brandt her dagen derpå.

Hele aftalekomplekset med EU sikrer Grønland en årlig indtægt fra EU på godt 318 mio. kr. – altså næsten det samme som nu. Forskellen i forhold til tidligere er at indtægterne er delt op i to, hvoraf de 186 millioner lander i landskassen som udviklingsstøtte fra EU.

Fiskeriaftalen, der nu giver Grønland 132 millioner kroner i indtægter, skærer drastisk ned på EU’s kvote af rødfisk. Skolæsten er helt fjernet, kvoten af hellefisk er nedsat i de østlige farvande, og krabbekvoten til EU er halveret. Aftalen giver mulighed for at forhandle om kvoterne årligt, men det er ikke noget, der huer Søren Brandt, der gerne havde set at det grønlandske fiskeri havde fået lidt større kvoter.

- Konsekvensen bliver at det grønlandske fiskeri må væbne sig med tålmodighed indtil aftaleperioderne er gået.