Fiskeriaftale med EU på plads

juunip 02-at 2006 03:29

Stemningen var anspændt i slutfasen af fiskeriforhandlingerne mellem Grønland og EU. Men der blev indgået en ny aftale natten mellem torsdag og fredag.

Det er en aftale der sikrer Grønland en indtægt fra EU næste år på godt 318 mio. kr. – altså næsten det samme som nu.

Det blev en aftale, der skærer drastisk ned på EU’s kvote af rødfisk. Skolæsten er helt fjernet, kvoten af hellefisk er nedsat i de østlige farvande, og krabbekvoten til EU er halveret.

Økonomisk er Grønlands årlige indtægt på fiskeriaftalen skåret væsentligt ned fra godt 319 mio. kr. til 132 mio. kr. Men det skal ses i sammenhæng med en partnerskabsaftale med EU, kaldet Qajak-aftalen, der sikrer Grønland godt 186 mio. kr. i årlig udviklingsstøtte.

Repræsentanter for ni EU-lande deltog i forhandlingerne, der startede i tirsdags i Ilulisssat. Blandt de mange detaljer, der var med til at besværliggøre forhandlingerne i slutfasen kan nævnes en ny afgift til den grønlandske landskasse fra ejere af europæiske skibe, der fisker i grønlandske farvande. Den blev ganske vist introduceret i fiskeriforhandlingerne i 2003, men har endnu ikke været anvendt i praksis. Det bliver den fra næste år.

En anden komplicerende faktor ved forhandlingerne har været, at parterne havde forskellige reference-rammer til værdifastsættelsen af kvoterne. En detalje, man har aftalt frem over at være enige om, inden forhandlingerne går i gang.