Buutis kunstværk kasseret

juunip 01-at 2006 16:54

Et helt år har kunstneren Buuti Pedersen knoklet med et kunstværk, der var bestilt af energiselskabet Nukissiorfiit. Men kunstværket passer ikke med Nukissiorfiits virksomhedsprofil, mener selskabets nye energidirektør, Svend Hardenberg, som har kasseret Buutis værk.

Længe før Svend Hardenberg satte sig i stolen som Nukissiorfiits energidirektør 1. maj, bestilte selskabet et kunstværk af Buuti Pedersen. Værket skulle pryde virksomhedens foyer og kantine.

Da kunstneren mandag ankom til Nuuk for at færdiggøre værket, præsenterede hun sine skitser for Svend Hardenberg. En halv time efter mødet opsagde han pludselig kontrakten.

- Kunstværket passer ikke til virksomheden, var begrundelsen.

- Den besked skulle jeg lige tænke over, det var ligesom at dumpe og jeg blev meget ked af det, så jeg rejste hjem til Tasiilaq for at sunde mig, fortæller Buuti.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra forkvinden for kunstnersammenslutningen, men Buuti Pedersen møder stor forståelse fra sin kunstnerkollega Miki Jakobsen.

- Jeg synes historien i sig selv er meget chokerende, for jeg kender Buutis arbejde, og ved, at det er en høj professionel kvalitet, så jeg forstår ikke, at en udsmykningsopgave fra Buutis hånd, forkastes på den måde. Som erfaren, udøvende, professionel kunstner, må det være en chokerende oplevelse.

Siger kunstner Miki Jacobsen. På trods af, at kunstværket ikke bliver realiseret, er pengene ikke spildt, udtaler energidirektør Svend Hardenberg, for Buuti Pedersen, får sin løn, selvom kunstværket ikke komme op at hænge.

Nukissiofiits energidirektør har endnu ikke besluttet, hvad der skal erstatte Buutis værk

- måske skal vi slet ikke have noget kunst, siger Svend Hardenberg.