KNAPK: Grønlandske fangere kan selv forsyne Great Greenland

Allattoq Mads Lynge
maajip 29-at 2006 10:37

Formanden for fisker- og fangerorganisationen KNAPK, Peter Olsen, tager afstand fra justitsminister Lene Espersens udmelding sidste uge, i sagen omkring Great Greenland’s mulige opkøb af canadisk sælskind.

PÅ vegne af KNAPK, mener Peter Olsen dog også, at de grønlandske fangere selv burde forsyne Great Greenland med sælskind:

- Vi tager stærkt afstand fra den danske regerings udmelding. Det kan man ikke byde de grønlandske fangere, siger Peter Olsen, og uddyber:

- Vores primære opgave er at varetage de grønlandske fangeres ve og vel. Derfor vil vi hurtigst muligt tage kontakt til Landsstyret, og bede dem tage beslutningen om at Great Greenland kan opkøbe canadisk sælskind op til fornyet vurdering, siger han.

KNAPK mener at de grønlandske fangere selv kan forsyne garveriet med sælskind. For som KNAPK’s formand siger:

- Omverdenen skal vide, at de sælskind de køber fra Grønland er fra sæler, der er fanget af grønlandske fangere, og at sælerne er fanget på den traditionelle måde, altså med rifler, understreger Peter Olsen.