Risiko for boykot af sælskind fra Grønland

Allattoq Mads Lynge
maajip 26-at 2006 10:50

Landsstyrets beslutning om at Great Greenland kan købe canadisk sælskind, får justitsminister Lene Espersen til at rette en stærk kritik mod det grønlandske landsstyre.

- Jamen, det er jo forfærdeligt. Det er dyrplageri ud over alle grænser, sagde Lene Espersen til TV-Avisen onsdag, og hun opfordrer det grønlandske Hjemmestyre til at tænke sig om en ekstra gang, før det vil sætte Grønlands anseelse over styr.

Hun bakkes op af partifællen fra Det Konservative Folkeparti, Gitte Seeberg, der er medlem af EU-parlamentet. Hun mener, det direkte kan føre til boykot af sælskindsprodukter.

- Så længe der kan sås tvivl om hvordan sælen er dræbt, vil jeg tro at der vil være en større opbakning til et egentligt forbud fra EU-parlamentets side, siger Gitte Seeberg.

Ifølge hende har man tidligere kunne være nogenlunde sikker på, at den grønlandske sæl man købte var dræbt på den traditionelle måde, altså med riffel.

Justitsministeren giver hende ret, og mener at Grønland kan få et alvorligt moralsk problem hvis de opretholder beslutningen.

Også de amerikanske dyrevelfærdsorganisationer er kommet på banen, og retter en skarp kritik af Grønlands hensigter.

The Humane Society of the US tager nemlig stor afstand fra Landsstyrets beslutning.

Udenrigsministeriet undersøger i øjeblikket, hvilke muligheder, der er for et importforbud af sælskind til Danmark.

Udenrigs- og sikkerhedsudvalget er i fuld med et responsum til justitsminister Lene Espersens udtalelser, og problemet vil blive taget op ved et møde den 8.juni.

Direktør i Fangst og Fiskeridirektoratet, Amalie Jessen, oplyser der er blevet informationer til Folketinget, via Udenrigsministeriet.

Radioavisen har ikke kunne indhente en kommentar fra Landsstyreformand Hans Enoksen.