Landsting vil have indsigt i A/S’ernes økonomi

maajip 23-at 2006 12:51

Det har været seks år undervejs – men nu er det her. Forslaget til en lovændring, der giver Landstinget og Landsstyret større indsigt i hjemmestyreejede aktieselskabers økonomiske forhold.

Med den nye lovgivning, vil Landstingets Finansudvalg få mulighed for at undersøge selskaber som helt eller delvist er ejet af hjemmestyret.

Som det er nu, er det kun landsstyret, der har hjemmel til at undersøge A/S’ernes økonomi.

- Både landstinget og landstingets økonomiudvalg har i flere år efterlyst en beføjelse til at undersøge selskabernes økonomi.

Som eksempler på, hvor man er stødt på forhindringer på grund af den nuværende lovgivning, nævner Landsstyreformanden blandt andet Great Greenland, KNR, Pilersuisoq og Royal Greenland.

Lovforslaget har været seks år undervejs, da mange parter skulle høres. Hans Enoksen indrømmer da også, at det har taget lang tid før han i dag kunne fremlægge forslaget i Landstingssalen.

- Men i betragtning af hvor mange der vil blive ramt af en evt. ændring har vi besluttet os for at lave det grundigt, lyder begrundelsen fra Hans Enoksen.

Samtlige partier i landstinget bakkede op om lovændringen.

Hvis forslaget godkendes træder den i kraft ved årsskiftet. Først skal lovforslaget behandles i Finansudvalget og derefter 2. og 3.behandles på efterårssamlingen.