Malermester: Lærlinge er for umodne

maajip 22-at 2006 15:19

Hos håndværksmestrene ser man gerne, at de unge er bedre rustet, når de forlader folkeskolen. Og det er ikke kun et spørgsmål om at kunne regne og tale dansk. Mange af de unge er simpelt hen for umodne, når de starter som lærling. Og derfor stopper mange undervejs, siger en malermester.

- Mange tager det ikke særligt alvorligt at passe et stykke arbejde. De kommer slentrende efter mødetid og viser ikke det hensyn, som man skal overfor kunden, siger Ingolf Skov, der er malermester i Ilulissat. For nylig måtte Ingolf Skov sige farvel til en af sine håbefulde lærlinge. Under et skoleophold i Aasiaat skejede den unge mand ud og smadrede sit kollegieværelse under en fest. Så blev han bortvist fra skolen og lærlingepladsen. Og det ærgrer hans mester:

- Det er spild af ressourcer. Han har gået et helt år og var egentlig interesseret i opgaven, siger Ingolf Skov. Han medgiver, at dårlig opførsel skal have konsekvenser, men peger på, at de unge måske ikke altid er klar over konsekvenserne af deres handlinger.

Ingolf Skov er også lokalforeningsformand for Grønlands Arbejdsgiverforening i Ilulissat. Her kender mange arbejdsgivere problemet.

- Det er ikke et enkeltstående tilfælde. Det kender mange af vores medlemmer. De unge skal være modne til at tage ud og tage skoleopholdet, så skal vi nok klare dem herhjemme på uddannelsesstedet, siger Ingolf Skov.

Grønlands Arbejdsgiverforening oplyser at der hvert år et frafald på omkring 50 procent på alle erhvervsuddannelserne ifølge Grønlands Statistik.