Johan Lund Olsen: Vi må samarbejde mod klima-udfordring

maajip 17-at 2006 16:44

Landstingets Udenrigs- og sikkerhedspolitiske udvalg er i New York i disse dage for at følge FN’s Permanente Forum for Oprindelige Folks 5.session.

I den forbindelse har udvalgets formand Johan Lund Olsen netop i dag holdt tale. En tale hvor han henledte opmærksomheden på klimaforandringerne, der i høj grad påvirker levevilkårene for oprindelige folk i Arktis.

Derfor opfordrede han til et større samarbejde i det internationale samfund om at løse de udfordringer, som klimaforandringerne udgør.

Den igangværende undersøgelse af oprindelige folks levevilkår i de arktiske områder, som foregår i et samarbejde mellem oprindelige og stater i det Arktiske Råd blev også nævnt.

Og sidst, men ikke mindst, nævnte Johan Lund Olsen de igangværende selvstyreforhandlinger mellem Grønland og Danmark, som kan betragtes som et skridt på vejen i processen mod realiseringen af et folks ret til selvbestemmelse.