Opbakning til ’pårørende-forslag’

maajip 16-at 2006 15:40

Skal det være nemmere at få en pårørende med til Danmark under svær sygdom?

Det mener demokraterne, og i dag var opbakningen i Landstinget så stor, at forslaget nu er sendt videre til behandling i sundhedsudvalget.

I dag er det typisk børn og i særligt tilfælde voksne, der får en ledsager med til Danmark under svær sygdom. Men chancen for at få selskab i Danmark afhænger også af hvilken kommune, man bor i, fordi hjemkommunen skal være med til at afholde nogle af udgifterne.

Demokraterne ønsker mere ensretning på området. Og kommer forslaget igennem skal ledsageren have orlov fra sit job i den periode, hvor han eller hun skal være en støtte for den syge i Danmark, ligesom ledsageren heller ikke må kunne fyres i orlovsperioden.

Det er også demokratens ide, at ledsageren bliver aflønnet under fraværet, så regninger i Grønland bliver betalt.

Men beregninger fra Sundhedsdirektoratet viser, at det kommer til at kræve massive ressourcer at følge forslaget til dørs. Omkring 18 millioner kroner ekstra i rejseudgifter og diætpenge er det beløb, man har regnet sig frem til. Beløbet er ikke grebet ud af den blå luft. Ud af de 731 patienter, som blev sendt til Danmark i 2005 havde 160 en pårørende med på Hjemmestyrets regning. Men hvis alle syge skulle have en ledsager med, ender man med cirka 570 ekstra rejser årligt og merudgiften på de 18 millioner kroner.