Grønlandsk tandpleje-tradition skal ændres

maajip 16-at 2006 14:09

Grønlandske børn har alt for mange huller i tænderne, konkluderer en ny rapport. Konklusionen er så markant, at tændernes sundhed direkte kaldes katastrofal. Børn og unge spiser alt for meget slik, og tænderne børstes alt for sjældent.

Men hvis tænderne i Grønland skal have det bedre, så skal hele indstillingen til tandpleje i Grønland ændres. Det ligger nemlig ganske simpelthen ikke i den grønlandske ånd at passe på sine tænder, siger éen af folkene bag undersøgelsen, professor Poul Erik Petersen.

- Der mangler en tradition for at forstå, at tænder er vigtige, og at de en vigtig del af livskvaliteten, siger han.

Der er allerede gang i den store Folkesundhedsplan, og her er tandpleje med. Men tandpleje-delen skal også realiseres, siger Poul Erik Petersen, der godt kan frygte, at tænderne nedprioriteres, når planerne skal føres ud i livet.

- Der er ofte problemer, når planer skal realiseres, fordi man der kommer til at snakke om praktiske forhold og økonomi, siger han.