Kunsthåndværkermesse i Inussivik

maajip 14-at 2006 16:20

I Nuuk var det i dag sidste dag for en kunsthåndværksmesse, der fandt sted i Multihallen, Inussivik.

Omkring 30 kunsthåndværkere deltog, de fleste stammede fra Grønland og enkelte fra Island, Norge og Danmark.

Det er anden gang messen bliver afholdt. Den er nødvendig for at grønlandske kunsthåndværkere kan blive inspireret af hinanden og af de udenlandske kolleger, mener arrangør Thue Christiansen.

- Mange kører med de samme materialer og figurer hele tiden. Derfor er det vigtigt vi får dem ud så de er sammen med andre kunsthåndværkere i Grønland og også få inviteret nogle kunsthåndværkere fra andre lande, siger Thue Christiansen.

Han påpeger også at det er vigtigt at grønlandsk kunsthåndværk ikke kun består af traditionelle materialer som tand fra fangstdyr. For også de dyr kan ende på listen over truede dyrearter, som det er forbudt at handle med ifølge internationale regler.

- Vi ved jo at det bliver sværere og sværere at sælge visse produkter. For eksempel er kaskelot helt forbudt nu. I stedet kan vi kigge på rensdyr- og moskusgevir. Eller prøve at lave en hvalhale eller grønlandske blomster i sølv, således det stadig er fra Grønland, foreslår Thue Christiansen.

Udover kaskelot er det forbudt at handle med Grønlandshval, pukkel- og finhval, havørn samt vågehval fra Østkysten.

Kunsthåndværkermessens budget ligger på omkring 150.000 kroner ifølge Thue Christiansen. Messen er en del af projektet Inuit Art under Direktoratet For Erhverv, Landbrug og Arbejdsmarked. Blandt opgaverne er undervisning og tilskud til lokale værksteder.