ThoCon gav svar - men ikke alle svar

maajip 12-at 2006 16:25

Der er stadig mange åbne spørgsmål om kildevandsprojektet i Qeqertarsuaq – ikke mindst om hvornår byen får glæde af arbejdspladserne.

Det mener borgmester Augusta Salling, efter hele kommunalbestyrelsen i går mødte med schweizerne bag planen - ThoCon.

Her blev det blandt andet oplyst, at der nu skal laves undersøgelse af hvor meget vand der kan tappes fra kilden. De undersøgelser skal danne grundlag for antallet af arbejdspladser, som skal skabes i Qeqertarsuaq.

- På det grundlag er det svært at vurdere betydningen for byen, men det får efter al sandsynlighed positiv indvirkning. Men om det også betyder, at vi skal lave nye boliger, og institutioner og skoler, det må vi se, siger Augusta Salling.

Folkene fra ThoCon mødtes også med byens borgere på et stort borgermøde. Og her var stemningen meget positiv, og folk glæder sig over udsigten til flere arbejdspladser, siger Augusta Salling.