Hemmelige navne bag vandprojekt

maajip 11-at 2006 10:00

Onsdag præsenterede nogle af folkene fra Greenland Spring Water deres planer for kildevandsprojektet i Qeqertarsuaq. På et pressemøde fortalte de om planerne sammen med landsstyremedlemmet for erhverv, Siverth K. Heilmann.

De kunne fortælle, at 49 procent af Greenland Spring Water skal ejes af grønlandske partnere, mens de sidste 51 procent ejes af det schweiziske selskab, Thocon.

De grønlandske partnere er endnu ikke forhandlet på plads, så der vil to af folkene bag Greenland Spring Water, Adriano Vigano og Guido Frank, ikke røbe navne. Og når spørgsmålet om, hvem der står bag Thocon falder, så er svaret, at det er en række internationale selskaber. Nogle med viden om produktion af kildevand, mens andre bidrager med penge. Men nærmere et konkret svar kommer man ikke.

- Can you give us some names?

- Unfortunately not, sagde bestyrelsesmedlem i Greenland Spring Water, Adriano Viganó.

Torsdag aften skal planerne for kildevandsprojektet præsenteres i Qeqertarsuaq på et borgermøde.