Færøerne åben for EFTA

maajip 11-at 2006 08:10

Hvis Færøerne gør alvor af at melde sig ind i Den Europæiske Frihandelsorganisation, EFTA, så betyder det ikke nødvendigvis, at Grønland vil følge efter.

Det siger landsstyremedlem for finanser og udenrigsanliggender, Josef Motzfeldt.

Josef Motzfeldt kender ikke på nuværende tidspunkt noget til Færøernes planer, men regner med at blive orienteret om dem, når der næste gang er rigsfællesskabsmøde til efteråret.

Færøernes lagmand, Johannes Eidesgaard, luftede i går tanken om et færøsk medlemskab af klubben for tæt forbundne ikke-EU-lande, som i øjeblikket tæller Island, Norge, Liechtenstein og Schweiz som medlemmer. Han mener, at med et medlemskab vil Færøerne blive støttet i kommunikationen med EU.

EFTA er egentlig kun for selvstændige lande, men Island, der i øjeblikket har formandskabet i EFTA, vil arbejde for færøsk medlemskab.