Narsaq tog borgerne med i budgetlægningen

maajip 07-at 2006 17:27

Narsaq Kommunalbestyrelse er begyndt at inddrage borgerne på en mere direkte måde i budgetlægningen. I dag har man holdt kombineret budgetseminar og borgermøde. Men det blev ikke det tilløbsstykke, borgmester Kiista P. Isaksen havde håbet på.

- Men det kan vel også tages som udtryk for, at borgerne er tilfredse med det arbejde, der gøres i kommunalbestyrelsen, mener hun.

Dagens varmeste emne var det varslede indhandlingsstop for rejer fra 1. juli.

- Vi har indkaldt landsstyremedlemmerne for området for at få klar besked på, hvad man vil. Det bekymrer jo borgerne, og for kommunen betyder det faldende skatteindtægter og stigende socialudgifter, siger borgmesteren.

Socialudvalget og kommunens økonomichef har undersøgt konsekvenserne af et indhandlingsstop økonomisk set, og resultatet fremlægges for økonomiudvalget på torsdag.