Finn Karlsen skal undskylde

maajip 04-at 2006 16:31

Siumut med landsstyreformand Hans Enoksen i spidsen kræver en uforbeholden undskyldning af Finn Karlsen i sagen om Great Greenland.

Undskyldningen skal gælde hele landsstyret, Great Greenland og embedsmænd i hjemmestyret, og samtidig skal alle beskyldninger fra Finn Karlsen trækkes tilbage.

Baggrunden er, at Finn Karlsen her i middagsradioavisen på baggrund af undersøgelsen af Great Greenland blandt andet sagde.

- Revision af økonomi er ikke det vigtigste for mig – det vigtigste er hvad de ansatte har fortalt mig – også skriftligt – om hvor dårligt virksomheden er ledet. Og det har kostet nogle af dem jobbet at stå frem. Men selv i dag fortæller nuværende ansatte mig, at gode grønlandske skind blev byttet med canadiske for at dække over det underskud på de indkøbte, som direktøren erkender der har været. Hvis det er rigtigt er det en hån mod fangerne – og det er ikke undersøgt, sagde Finn Karlsen.

Det fik resten af landsstyret op af stolen. For så sent som i går sendte Hans Enoksen en pressemeddelelse ud, hvor han udtalte, at landsstyret er tilfreds med undersøgelserne, og at sagen er slut.

Landsstyreformanden vil dog ikke svare på, om Finn Karlsen risikerer at miste sin taburet, for sådan en beslutning skal også tages sammen med den tredje koalitions-partner, IA.

Men formanden der, Josef Motzfeldt, vil ikke blande sig, og holdt lav profil efter krisemødet.

- Sagen ligger foreløbigt som et spørgsmål mellem landsstyreformanden og landsstyremedlemmet for fiskeri, fangst og landsbrug, sagde han.

Finn Karlsen vil ikke udtale sig på dansk, men siger, at han er blevet misforstået. Dog fastholder han, at arbejderne på Great Greenland skal træde ud i lyset og fortælle om de rygter, der er kommet Finn Karlsen for øre.