Eksperthjælp til pædofilisag i Qeqertarsuaq

apriilip 27-at 2006 14:37

Langt om længe er krisehjælpen nu kommet til Qeqertarsuaq. Det var helt tilbage i starten af marts, at Diskoøens befolkning blev rystet ved nyheden om at politiet tilbageholdt en lokal skitræner og sigtede ham for misbrug af børn. Den omkring 40-årige mand er siden blevet idømt yderligere tre måneders tilbageholdelse. Helt konkret frem til den 12. juli blandt andet fordi han skal mentalundersøges, oplyser politifuldmægtig Jens Yde.

En ting er imidlertid den sigtede mand. Noget andet er hans ofre og deres familier. For at hjælpe dem har kommunen nedsat en styregruppe af fagpersoner. Det drejer sig om distriktslægen, politiet, socialforvaltningen og den ledende skoleinspektør.

Derudover er der sendt et lille udrykningshold til Qeqertarsuaq bestående af psykolog Ernst Peilmann, konsulent Karen Lyberth og samt projektkoordinator Peter Frederik Gedionsen. Sidstnævnte har erfaring fra pædofilisagen i Aasiaat for år tilbage og de to første er valgt da de har arbejdet sammen i forbindelse med en tilsvarende sag i Narsaq. Det er meningen at det lille eksperthold skal yde krisehjælp til de berørte. Derudover er der planer om borgermøder der skal oplyse om reaktionerne ved kriser som for eksempel pædofili-sager. Det oplyser afdelingsleder Ellen Olsen fra Familiedirektoratet.

Hun medgiver at næsten to måneder er lang tid at vente for de berørte personer i Qeqertarsuaq. Men hun påpeger at det ikke har hjulpet på sagen at kommunaldirektøren pludselig blev fritaget for sit arbejde. Det tog nemlig sin tid inden der blev udpeget en stedfortræder. Det er i øjeblikket Salomine Lorentzen der sidder som fungerende kommunaldirektør.

Ifølge Ellen Olsen fra Familiedirektoratet har pædofilisagen vist sig større end forventet uden at hun dog vil oplyse det nøjagtige antal børn det drejer sig om. Og politiet kan ikke bekræfte at sagen er større end forventet. Derudover holder politiet kortene tæt til kroppen så længe efterforskningen stadig står på siger politifuldmægtig Jens Yde.

Ekspertholdet skal efter planen blive i Qeqertarsuaq til og med næste uge.