Alkoholstigning bekymrer ikke Paarisa

apriilip 26-at 2006 15:25

Trods flere års indsats for at få alkoholforbruget ned viser det sig nu, at vi drikker mere. De sidste to år er indførslen af alkohol steget siger nye tal fra Grønlands statistik. Alligevel er der ingen grund til panik, mener man i Hjemmestyrets forebyggelsessekretariat, Paarisa.

- Jeg har ikke bange anelser, for statistikker skal man tage med et gran salt. Vi er godt forberedt og mener, at vi godt kan løse udfordringen, som vi står overfor, siger Poul Petersen, der er konsulent i Paarisa. Han er også medlem i og sekretær for Alkohol- og Narkotikarådet. Ifølge helt nye tal fra Grønlands Statistik er indførslen af øl, vin og spiritus steget med godt fem procent sidste år i forhold til året før. I alt 515.000 liter ren alkohol kom ind i landet i 2005 og det svarer til at hver person over 14 år indført godt 12 liter alkohol. Det er cirka to liter mere end hvad Paarisa mener vi bør indføre, ifølge Poul Petersen.

Men han siger samtidig, at problemet egentlig ikke er, hvor meget vi drikker. Det er snarere måden, vi drikker på. For rusdrikkeriet præger billedet og fører til vold og omsorgssvigt. Løsningen er en holdningsændring, mener Paarisa.

- Vi arbejder på en holdningsændring. Det er den enkelte, der skal være med til at forebygge og sundhedsfremme for sig selv, siger Poul Petersen idet han erkender, at det dermed også kan have lange udsigter før der reelt sker en ændring.

- Holdningsændring sker jo ikke fra den ene dag til den anden. Det er jo en langsigtet periode man skal kigge på, og det er også derfor vi fra Paarisa tager det forholdsvist stille og roligt. For vi kan herfra ikke gøre ret meget fra dag til dag. Det er det lange seje træk, vi skal ind på, fastslår Poul Petersen.

Han påpeger desuden, at alkoholproblematikken bliver også et af punkterne på den årlige rusmiddelkonference til august. Den bliver i år afholdt i Kangerlussuaq med deltagere fra hele Norden, heriblandt også forebyggelseskonsulenterne herhjemme.