Frank Jensen afviser grønlandsk selvstyrekritik

apriilip 25-at 2006 14:57

Det har ingen hold i virkeligheden, når Grønland beskylder Danmark for at negligere arbejdet i Selvstyrekommissions udvalg vedrørende økonomi. Formanden for udvalget, socialdemokraten Frank Jensen afviser blankt kritikken.

- Det er et billede jeg slet ikke kan genkende. Og jeg synes ikke tiden er til i vores meget vigtige arbejde i om hele Grønlands fremtid, at man skal grave unødige grøfter, siger Frank Jensen i en kommentar til kritikken fra folketings- og landstingsmedlem Kuupik Kleist (IA). Han beskyldte i går de danske medlemmer af den fælles grønlandsk-danske Selvstyrekommission for at nedprioritere arbejdet i kommissionen. Kuupik Kleist begrundede sin kritik i en række afbud og aflyste møder i det vigtige udvalg vedrørende økonomi.

Frank Jensen erkender udvalgets arbejde har været ramt af forsinkelser.

- Vi har fået en forskydelse af vores arbejde af nogle beklagelige årsager, og af et sammentræf af uheldige omstændigheder, siger Frank Jensen.

En af de uheldige omstændigheder er at tre af medlemmerne af selvstyre-kommissionen tilfældigvis også er medlemmer af Folketingets fødevareudvalg. Og som derfor valgte at blive hjemme i Danmark for at deltage i stormløbet mod fødevareminister Lars Barfoed for nylig. Hvilket Frank Jensen beklager.

- Det er naturligvis beklageligt, men der er jo ikke nogen der har planlagt at der skulle opstå denne fødevarekrise i Danmark, siger Frank Jensen.

Formanden for Selvstyrekommissionen Jonathan Motzfeldt bebudede i går at han ville tage sagen op overfor medlemmerne. I dag har han så skrevet til dem i et brev, at formandskabet forventer at mødeplanerne bliver overholdt.

Og det bliver de fremover. I hvert fald lover Frank Jensen, at arbejdet bliver færdigt til tiden.

- Det vil være min bestræbelse at vi overholder tidsplan vi har sat os. Vi skal aflevere vores arbejde (i udvalget, red.) til kommissionen til september i år, siger Frank Jensen.