Grønlandsk mad på italiensk

apriilip 19-at 2006 07:26

Til efteråret vil det vise sig hvad madelskere af kvalitetsfødevarer siger til grønlandsk kød og krydderier.

Kokken Anso Hardenberg er blevet bedt om at repræsentere Grønland i Torino hvor en stor international gastronomimesse finder sted i oktober måned.

Messen i Italien finder sted hvert andet år og er arrangeret af foreningen International Slow Food. Bevægelsen blev stiftet i Paris i midten af 80’erne som en modreaktion til de mange fast-food restauranter.

I dag tæller bevægelsen ikke færre end 80.000 medlemmer fra omkring 100 forskellige lande, herunder Danmark.

Anso Hardenberg er blandt andet kendt fra KNR-TV hvor hun har vist nye måder at tilberede grønlandsk proviant på. Hun betegner det som et blåt stempel at blive inviteret med til messen i Torino og er sikker på at Grønland kan komme på verdenskortet når det gælder nordiske råvarer. Det vil vise sig når de kræsne ganer får serveret lufttørret moskusokse og forskellige urter som kvan og grønlandsk timian.