Viceborgmester blander sig i uran-debat

apriilip 11-at 2006 14:34

Narsaqs viceborgmester blander sig nu i den højaktuelle kamp om uran. Området er centrum for den største kendte forekomst af uran i Grønland, men viceborgmester Aqqaluaq Egede (IA) vil ikke have, at hans hjemby skal producere uran:

-Så længe man ikke ved, hvad uranen skal bruges til er jeg imod. Vi ved jo ikke om uranen eventuelt skal bruges til atomvåben. Desuden tror jeg også, at grønlandsk eksport af uran kan skade vores ry i omverdenen.

En bugnende landskasse og hundredvis af grønlandske jobs - fremtidsscenarierne er ellers yderst lovende, når og hvis Grønland åbner op for eksport af uran – stoffet der blandt andet bruges i atomreaktorer og kernevåben.

-Det er okay, at lave forundersøgelser af uranforekomsterne, men jeg mener, at man skal vide, hvad det skal bruges til, siger Aqqaluaq Egede.

I morgen aften sender KNR-TV Nyhedsmagasinet om spillet om det grønlandske uran. Den danske udsendelse begynder klokken 20.25.