Udvalg ser på rejepriser

apriilip 10-at 2006 14:19

Reje-priserne i verden skal undersøges til bunds, siger landsstyremedlemmet for fiskeri og fangst, Finn Karlsen. Han har derfor sat sving i en undersøgelse for at finde ud af om enten Royal Greenland eller KNAPK kan strække lidt længere.

De to parter står i øjeblikket med ryggen til hinanden, armene over kors, og vil ikke give sig mere. De har derfor bolden smidt over til politikerne, der nu forsøger at finde ud af, hvordan rejefiskerne kan få bådene tilbage til søs.

Forskellen mellem hvad KNAPK kræver og hvad Royal Greenland maksimalt vil give, er godt 8 millioner kroner, og det hul skal landsstyret forsøge at fylde ud. Enten ved selv at bevillige pengene eller ved at pålægge éen eller begge parter, at de skal strække sig. Og som udgangspunkt vil landsstyret ikke betale.

Derfor må de finde ud af, hvordan parterne får enderne til at nå sammen. Og for at skabe et overblik over det, har Finn Karlsen sat gang i en undersøgelse, der skal vise det rimelige niveau for rejepriser. Konkret er der nedsat et udvalg, der skal holde møde om rejepriserne, så de kan finde ud af, hvad den rigtige pris skal være, fortæller Finn Karlsen.

- Når de har lavet alt det, som de skal lave og undersøge, skal de give os en rapport. Efter den beslutter vi os for, hvilken vej vi skal gå, siger han.

Han tilføjer, at han havde håbet, at parterne havde kunnet klare konflikten uden indblanding fra politikerne.

Finn Karlsen understreger, at det er den sidste udvej, at konflikten løses med et tilskud fra landskassen.