Forhadt imam flytter måske til Grønland

apriilip 01-at 2006 12:14

Danmarks måske mest forhadte mand overvejer at flytte til Grønland.

Der er tale om den 28-årige imam Ahmed Akkari, der har været en central figur i hele Muhammed-krisen. Til Ekstra Bladet siger han:

- Jeg overvejer at tage til Grønland. Jeg blev engang tilbudt - sammen med en kammerat - at tage til Grønland. De har brug for lærere, og der er ekstra løn, fordi det er så barskt der. Vi overvejede det seriøst. Og selv om jeg ikke har brug for mere sne og kulde, kunne det være en ide igen, siger Akkari.

- Hvis nogen tror, jeg sidder og spinder guld på at sidde her, tager de meget fejl.

I går mødte Akkari gennem to timer Ekstra Bladets læsere, der bestemt ikke væltede roser ud over den unge mand. Det er han klar til at tage konsekvensen af.