Mere kontrol med narko til Grønland

marsip 31-at 2006 14:19

Det skal gøres mere besværligt at indføre narkotika i Grønland. Landstinget besluttede i sin netop afviklede samling, at øge kontrollen i håb om at holde euforiserende stoffer ude af landet.

Det var partiet Atassut, der stillede forslag om at pålægge Landsstyret at øge kontrolindsatsen mod narko, og det blev vedtaget af alle partier. Baggrunden er, at der foregår en åbenlys ulovlig handel ikke bare i de større byer, men også i bygder og yderdistrikter. Hidtil har det været den almindelige antagelse, at de euforiserende stoffer begrænser sig til hash, men efter at en 27-årig mand forleden blev pågrebet med både ecstasy og kokain er det klart, at den ikke holder.

Udover at styrke kontrollen med stofferne agter Landsstyret også at revurdere og intensivere forebyggelses- og behandlingsindsatsen på narkoområdet, fremgik det af behandlingen i Landstinget. Med hensyn til kontrollen, skal der ske forbedringer både ved udførselsvejene i Danmark og indførselsvejene i Grønland.