Ecstasy konfiskeret i Grønland

marsip 29-at 2006 16:37

Kampen mod narkotika i Grønland drejer sig ikke længere kun om hash. Politiet har for første gang fundet ecstasypiller.

Politiet i Ilulissat har anholdt en 27-årig mand, der bor i byen, og ved kredsretten blev han i dag idømt anstaltsanbringelse i otte måneder for indførsel af 26 ecstasypiller samt et gram kokain. Både piller og kokain er konfiskeret.

Manden ankede dommen til formildelse, mens anklagemyndigheden ankede til en skærpelse af dommen. Kredsretten besluttede, at den 27-årige skal være tilbageholdt under anken. Den beslutning blev ligeledes kæret til landsretten.

Ifølge politiassessor Morten Nielsen fra politimesterembedet er det første gang, der er fundet ecstasy i Grønland. Pillerne har tidligere i Danmark forårsaget dødsfald blandt brugere af stoffet.