GG ta'r til genmæle mod økonomichef

marsip 23-at 2006 06:35

Den tidligere økonomichef i pelsvirksomheden Great Greenland, Jacob Abelsen, fik to gange revisionen på nakken for ikke at have styr på selskabets økonomi, inden det slutteligt kostede ham jobbet.

Great Greenlands direktør, Michael Nielsen, og bestyrelsesformand, Anders Brøns, tog i går til genmæle mod Jacob Abelsen. Den tidligere økonomichef har tidligere i et åbent brev til landsstyreformand Hans Enoksen rejst hård kritik imod direktøren i sagen om indkøb af canadiske sælskind. Hvilket har fået både Atassut og Demokraterne til at kræve en tilbundsgående undersøgelse selskabet og ledelsens dispositioner.

- Sagen endte med bortvisning, men forinden havde vi fundet en løsning med et andet job som økonomichef i Anders Brøns’ virksomhed, Polar Seafood, siger Michael Nielsen.

Bortvisningen var et resultat af, at den tidligere økonomichef i opsigelsesperioden skrev til bestyrelsesformanden og beskyldte direktøren for at gå uden om bestyrelsen.

- Det undersøgte jeg, men jeg har ikke fundet holdepunkter for det, siger Anders Brøns. Han har ingen problemer med, at hans firma har overtaget Great Greenlands tidligere økonomichef.

– Der er tale jo om et langt mindre omfattende regnskab, siger han.

Great Grenland vil inden 1. april forholde sig til beskyldningerne fra bl.a. Jacob Abelsen overfor ejerne, Grønlands Hjemmestyre.