Det bliver dyrt for kommunerne at have borgerne på sygehuset – derfor har kommuneforeningen, KANUKOKA, klaget sin nød til landsstyret.
I dag stiger taksterne for plejepatienters ophold på sygehusene. Det fremgår af et nyt takstcirkulære, som kommunerne modtog for en uge siden.
Det er kommunerne der betaler for plejepatienterne – og ifølge KANUKOKA er stigningerne så høje, at det vil koste millioner af kroner i ekstra udgifter for flere kommuner.
Derfor opfordrer kommunerne landsstyremedlem for sundhed og miljø, Asii Chemnitz Narup, til at trække takstcirkulæret tilbage.
Kommunerne har nemlig ikke været til forhandlinger om taksterne – og hvis hjemmestyret vil lade priserne stige, så vil kommunerne have pengene igen gennem højere bloktilskud, skriver de i brevet.
Derfor er der også sendt en kopi til landsstyremedlemmet for finanser, Josef Motzfeldt.