Erhvervslivet på charmeoffensiv i England

marsip 14-at 2006 09:06

Erhvervsfremstød i England, Fiskeriforhandlinger med EU og bedre eksportvilkår for erhvervslivet. Det er nogle af hovedelementerne i Udenrigsdirektoratets kalender for det kommende års tid.

Grønland skal simpelthen ud over rampen og markedsføre sig selv i udlandet. Derfor tager Landsstyremedlem Josef Motzfeldt og erhvervslivet på endnu en pr-turne.

I april går turen til London, og i stil med Kina-turen for et år siden, er det meningen, at mad- og fiskeriprodukter samt turismen skal markedsføres overfor briterne.

Sidste år eksporterede grønlandske virksomheder for godt 21 millioner kroner fisk, rejer, lamme- og sælskind. Kigger man tre år tilbage – altså til 2002 - var eksporten til England på over 41 millioner kroner.

De afsluttende forhandlinger med EU om en fiskeriaftale er et af årets udenrigspolitiske højdepunkter.

Det tredje og sidste møde finder sted i maj i Ilulissat, hvor kvoter og økonomisk kompensation er de største knuder, der skal løses op for.

Fiskeriaftalen er den ene søjle i en fremtidig aftale med EU. Den anden er den såkaldte partnerskabsaftale, så der dannes grobund for handel med andet og mere end fisk.

Fiskeriaftalen drejer sig om rigtig mange penge. I alt knap 43 millioner euro om året. Håbet er, at den samlede aftale kan træde i kraft til årsskiftet. Aftalen skal så gælde frem til 2013.