Fangere på patrulje

marsip 10-at 2006 06:44

Fangerne fra Thule-distriktet kan forlænge Sirius-patruljens slæderuter i Nordvestgrønland. Det mener landsstyremedlem for udenrigsanliggender Josef Motzfeldt fra IA. Fra Siorapaluk i syd til Petermann Gletscher i nord er der ingen patruljering – og ingen håndhæver den dansk/grønlandske suverænitet i det store område. Men det vil landsstyremedlemmet have lavet om på, skriver Sermitsiaq i dag.

Den manglende patruljering har tidligere været drøftet med forsvarsminister Søren Gade. Men ministeren har sagt nej til at forlænge Sirius-folkenes rute. Patruljen vurderer, at det er for farligt at skulle bevæge sig ud på den usikre is i de smalle sunde og stræder, som skiller Grønland og Canada. Derfor vil Josef Motzfeldt foreslå, at fangerne i stedet for patruljerer i det tomme område.

I takt med den globale opvarmning vil farvandet mellem Grønland og Canada formentlig blive interessant for den internationale skibstrafik på ruten nordvest om det amerikanske kontinent.

- Og derfor er det allerede nu vigtigt at patruljere og hævde suveræniteten i området, siger Josef Motzfeldt til avisen.