Enoksen vil ikke udvide GG-undersøgelse

marsip 08-at 2006 15:20

Landsstyreformand Hans Enoksen vil ikke udvide undersøgelsen af pelsvirksomheden Great Greenland.

Heller ikke selv om en tidligere økonomichef i selskabet i et åbent brev fortæller, at der er god grund til at sætte ledelsen under lup.

Jacob Abelsen var økonomichef i Great Greenland i årene 2002 til 2005. I det åbne brev til landsstyreformanden skriver han bl.a., at indkøbet af canadiske skind var en underskudsforretning som Great Greenlands ledelse dækkede over. Han siger også, at der gambles med selskabets langsigtede overlevelse og dermed også de grønlandske fangeres levebrød.

- Jeg baserer det på min egen viden, og jeg ved, at der er nogen, der har håndgribelige beviser. Selskabets ejere er efter min mening ført bag lyset. Men jeg synes ikke, at der er min opgave at indgive politianmeldelse. Ejerne må tage affære, siger Jacob Abelsen.

Men det giver ikke Hans Enoksen anledning til at ændre på landsstyrets beslutning.

- Jeg er fast besluttet på at få undersøgt Great Greenland med hensyn til økonomien og sælskindstilskud. Men når det gælder enkeltpersoners forhold, har jeg ikke lyst til at være med.

- Vi har bedt bestyrelsen i Great Greenland om en udtalelse ud fra det åbne brev. Og vi sætter ikke gang i mere, før vi har hørt fra den, siger Hans Enoksen.

På spørgsmålet om, hvad han mener om brevet, siger Enoksen:

- Tavshedspligten gælder også efter man har opsagt sit arbejde. Jeg vil derfor ikke kommentere beskyldningerne. Det er bestyrelsens opgave at få dem afklaret.