Borgerne i Narsaq skal holde deres hunde inde eller i snor. Kommunen og politiet frygter, at der er udbrudt rabies blandt hunde, efter at tre hunde har opført sig mærkeligt.
To af hundene nåede at dø inden myndighederne nåede frem – den sidste blev aflivet. Og nu vil kommunen gerne have at folk holder deres hund i snor, så sygdommen ikke spreder sig, siger kommuneingeniør, Steffen Rosing Berthelsen. For myndighederne frygter, at der kan være flere smittede hunde.
- Vi er selvfølgelig bange for, at der er tale om flere end de tre hunde.
Han har en fornemmelse af at borgerne i Narsaq slippe hundene løs i byen, når hundefangeren holder fyraften, og det opfordrer han til at holde op med.
- Når vores folk tager hjem om eftermiddagen, så slipper man dem løs. Særligt i weekenden er det slemt, siger han.
Hovederne af de hunde, der har opført sig mærkeligt skal undersøges i Danmark for at finde ud af, om der er tale om hundegalskab.