Atassut stiller spørgsmål til Enoksen

marsip 01-at 2006 15:16

Atassut holder fast i partiets krav om en tilbundsgående undersøgelse af pelsvirksomheden Great Greenland. Og i den sammenhæng har partiets gruppeformand, Augusta Salling, stillet et såkaldt paragraf 36 spørgsmål til landsstyreformand Hans Enoksen.

Hun har nemlig bidt mærke i de udtalelser Enoksen fredag den 17. februar kom med fra Landstingets talerstol. Her sagde han, at driften i Great Greenland skulle undersøges nøje. Sådan tolker Atassut i hvert fald hans udtalelser.

Sidenhen har Hans Enoksen ændret signaler. Det skete efter al balladen omkring Atassut-formand Finn Karlsens udtalelser om mulige kriminelle forhold i Great Greenlands ledelse. Nu siger Enoksen, at der ikke skal laves nogen kulegravning af Great Greenland.

Og det er det, der er faldet Atassut for brystet. - Man kan ikke love én ting fra Landstingets talerstol, og så sidenhen sige noget helt andet, siger Augusta Salling til Radioavisen.

Atassut vil i deres spørgsmål til landsstyreformanden have et klart svar på, hvad status er på Enoksens løfte om en kulegravning af Great Greenland.